Vedtægter for IF Lyseng Håndbold

§ 1. Navn og formål
Foreningens navn er IF Lyseng håndbold. Det er foreningens formål at samle aktive og passive håndbold interesserede i et forpligtende fællesskab for, gennem aktiv idrætsudøvelse, at virke for en sund udvikling af håndboldspil i Højbjerg-området.
 
§ 2. Medlemskab af organisationer
Foreningen er medlem af JHF, Idrætssamvirke i Århus og DGI og er underkastet deres love og bestemmelser.
 
§ 3. Medlemmers optagelse
Alle kan optages som aktivt eller passivt medlem i foreningen. Optagelse af en person under 16 år som medlem kræver dog skriftligt samtykke fra forældre/værge.
Ved indmeldelsen afleveres en indmeldelsesblanket med de relevante oplysninger om navn, adresse, fødselsår m.v.
 
§ 4. Kontingent
Foreningens kontingentsatser og betalingsterminer fastsættes for 1 år ad gangen, på den ordinære generalforsamling. Generalforsamlingen kan vedtage bestemmelser om særlige kontingentsatser. Ud over kontingentet betales der 2-3 gange årligt aktivitetsbetaling, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen. Dette sker i tilslutning til den almindelige kontingentbetaling samt eventuelt svarende til sommersæsonen.
Bestyrelsen fastsætter bestemmelser om sidste rettidige indbetaling. Overskrider et medlem denne frist, kan vedkommende ikke deltage i foreningens aktiviteter.
 
§ 5. Udmeldelse og eksklusion
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt med 14 dages varsel til et månedsskifte, og at den pågældende ikke er i kontingentrestance. Ved gyldig udmeldelse har vedkommende krav på øjeblikkeligt at få udstedt anmærkningsfri spilletilladelse.
Når et medlem er kommet i kontingentrestance for ½ år kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende.
Ingen, der er udelukket på grund af kontingent restance, kan optages på ny som medlem af foreningen, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen.
I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Det pågældende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan fordre spørgsmålet om eksklusion afgjort på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Endelig kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag af mindst 10 medlemmer vedtages på en generalforsamling.
I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har det pågældende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingens afholdelse, ligesom pågældende medlem har adgang til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særligt punkt på dagsordenen.
Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af foreningens love, jf. § 13.
Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamling, der kræver samme majoritet som foreskrevet til beslutningen om eksklusion.
 
§ 6. Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle foreningens anliggender, dog med de indskrænkninger, som fremgår af disse vedtægter.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indgives skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen har alle afdelingens aktive og passive medlemmer stemmeret, forudsat at de ikke står i kontingentrestance. For medlemmer under 16 år varetages stemmeretten af forældre/værge. Medlemmer under 16 år og passive medlemmer har dog ikke stemmeret til bestyrelsesvalg.
 
§ 7. Dagsorden
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Aflæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse og budget for næste år til orientering
4. Fastsættelse af kontingent og betalingsterminer
5. Behandling af evt. indkomne forslag
6. Valg:
· Formand, jf. § 10.
· Mindst 6 bestyrelsesmedlemmer, jf. § 10.
· Om muligt mindst 1 bestyrelsessuppleant.
· 1 revisor.
7. Eventuelt.
 
§ 8. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer skriftligt anmoder bestyrelsen derom, med angivelse af forhandlingsemne. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter at begæringen er fremsat.
Om indkaldelsesmåde m.v. gælder bestemmelserne i § 6.
 
§ 9. Generalforsamlingens ledelse
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende af 10 tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer sættes under afstemning.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. dog §5 stk. 7 og 8, §13, og §14. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal på begæring fra 10 stemmeberettigede medlemmer afholdes skriftlig afstemning og/eller valg. Alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.
Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også indføres et referat af forhandlingerne i det omfang dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten.
Har en generalforsamling truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny tages op på samme generalforsamling.
 
§ 10. Bestyrelse (evt. forretningsudvalg) og valg
Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst 7 personer.
Formanden vælges for 2 år ad gangen. Den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv med en næstformand, sekretær og kasser og mindst tre menige medlemmer samt eventuelle suppleanter. Alle øvrige valg gælder for 1 år ad gangen.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt flertal, men derudover fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, hvis mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden er til stede, jf. dog §5.
I formandens fravær indtræder næstformanden i hans sted.
I tilfælde af stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
Foreningen tegnes af formanden (eller i tilfælde af formandens fravær af næstformanden) sammen med et bestyrelsesmedlem. I helt dagligdags økonomiske dispositioner, tegnes foreningen dog af kassereren alene.
Sekretæren fører protokol over de afholdte møder og sender referat til bestyrelsens medlemmer. På det efterfølgende møde godkendes referatet af bestyrelsen, hvorefter det danner fuldgyldigt bevis for de førte forhandlinger.
 
§ 11. Regnskab
Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.  Bestyrelsen skal sørge for at driftsregnskabet og status pr. 31. december er forelagt revisor senest 1. marts.
Driftsregnskab og status, med påtegning af revisor, forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Driftsregnskab og status bekendtgøres for foreningens medlemmer på hjemmesiden senest 2 dage før generalforsamlingens afholdelse.
 
§ 12. Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor. Revisoren skal hvert år, i god tid før generalforsamlingen, gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.
Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
 
§ 13. Vedtægtsændringer
Forandringer i disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde en ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af de på denne afgivne stemmer er for forslaget, er det vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

§ 14. Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til dennes beslutningsdygtighed kræves at mindst 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer skal være til stede, og at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås det krævede flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
I tilfælde af foreningens opløsning, går foreningen overskud til Lyseng idrætscenter.

IF Lyseng | Lysengvej 2 | 8270 Højbjerg